Alle ugebreve

Tip en ven | Print

Europæisk udveksling for erhvervsuddannelser

17-04-2008

I sidste uge vedtog Europa-Kommissionen et forslag om europæisk samarbejde på erhvervsuddannelsesområdet, som skal sikre kvalitet og mobilitet inden for de erhvervsfaglige uddannelser i Europa. Dermed er det blevet lettere for en langt større gruppe af studerende at tage dele af deres uddannelse i udlandet.

Udvekslingssystemet, som kaldes ECVET, omfatter 30.000 uddannelsesinstitutioner og er blevet til i samarbejde mellem Kommissionen, arbejdsmarkedets parter og uddannelsesinstitutionerne. ECVET-systemet er opbygget omkring et pointsystem, hvor den enkelte studerende får point i forhold til de kurser og eksaminer, som han eller hun tager, så det er lettere at få godskrevet kurser taget i udlandet.

Forskellige traditioner
Fagbevægelsen tager godt imod fornyelsen, men peger også på, at der stadig er barrierer for fri udveksling på erhvervsuddannelsesområdet.

”Det er en rigtig god ide med en større udveksling af studerende på erhvervsuddannelserne. Men det er vigtigt, at de praktiske forudsætninger som fx den studerendes økonomi og skolernes kendskab til mulighederne i det øvrige EU er til stede. Der vil nok gå meget land tid, før systemet kommer til at spille en væsentlig rolle. Grunden er, at de faglige traditioner i landene er meget forskellige. Man lærer noget andet som tømrer i Spanien end i Danmark, og derfor vil systemet ikke ændre det store på kort sigt,” siger konsulent Anders Vind fra LO.

Fælles kvalitetssikringssystem
Gensidig anerkendelse af medlemslandenes uddannelser er en af de største hindringer for at øge mobilitet hos studerende på erhvervsfaglige uddannelser. Derfor vil Europa-Kommissionen sammen med medlemslandene opbygge et nyt kvalitetssikringssystem kaldet EQARF. Systemet skal sikre gensidig anerkendelse af uddannelserne og de studerendes opnåede kvalifikationer på tværs af medlemslandene.

”Det er vigtigt med mobilitet, men det er endnu vigtigere med ordentlige uddannelser. Derfor må kvaliteten i uddannelserne ikke drukne i hensynet til de studerendes mulighed for at studere i udlandet. Systemet skal understøtte mobiliteten, men ikke ændre de enkelte landes uddannelser,” advarer Anders Vind.

Det forventes, at ECVET-systemet er fuldt implementeret i 2012.

Læs mere
Kommissionens side om ECVET

Læs hele ugebrevet som PDF


Kommentarer til denne artikel:
Skriv din kommentar
Europa-Kommissionen i Danmark